← Alle guides
5 min læsning

Byg dit eget Shadow Board med AI

Lær at transformere AI fra en simpel assistent til et strategisk Shadow Board. Ved at designe en digital tænketank med historiens skarpeste hjerter, kan du trykteste dine idéer og få kvalificeret modspil til dine vigtigste beslutninger. Få metoden til at opbygge dit eget ekspertpanel, vælge den rette debatdynamik og integrere din forretningsdata for maksimal strategisk effekt.

Byg dit eget Shadow Board med AI

At bruge AI som en simpel assistent sparer tid og fjerner de trivielle opgaver, men hvis du stopper der, udnytter du kun toppen af isbjerget. Hvis du derimod bruger AI som et Shadow Board, opgraderer du din strategiske tænkning og får adgang til et professionelt modspil, som før var forbeholdt de største virksomheder.

I stedet for blot at få færdige svar, får du nu en arena, hvor dine idéer bliver tryktestet, udfordret og slebet skarpe af historiens skarpeste hjerner og branchens tungeste eksperter.

Herunder får du min komplette metode til at designe, prompte og styre din helt egen digitale tænketank, så du aldrig skal træffe store beslutninger alene igen.

1. Designfasen: Skab dit Dream Team

Inden du prompter, skal du bruge Gemini (eller din favorit-LLM) som din arkitekt. Et stærkt board kræver komplementære kompetencer. Alt efter emne eller adgang til gode kilder vælger du dit boards størrelse - typisk er mine på 6-8 personer for at skabe variation.

Prøv denne "Pre-prompt":

"Hjælp mig med at designe et Shadow Board til emnet [INDSÆT EMNE] - f.eks. digital markedsføring. Foreslå 6 profiler (nulevende, afdøde, danske og internationale). Hver person skal repræsentere en unik vinkel (f.eks. adfærdspsykologi, data-performance, kreativitet, etik). Beskriv kort, hvad hver person bringer til bordet."

2. Opsætning: Din Master-prompt

Når holdet er valgt, skal de "vækkes til live". Her bruger vi en fleksibel skabelon, der sikrer dybde og modspil frem for floskler.

Kopiér og tilpas denne Master-prompt:

"Du er facilitator for et Shadow Board bestående af følgende profiler: [INDSÆT NAVNE].

Når jeg pitcher en problemstilling, skal boardet svare ud fra følgende ramme:

  1. Individuelt input: Hver deltager giver et skarpt, fokuseret svar ud fra deres faglige baggrund og personlighed.
  2. Debat-dynamik: I skal i dette board agere med fokus på [VÆLG DYNAMIK - f.eks. 'The Stress Test' eller 'The Wildcard']. Det betyder, at I skal prioritere [f.eks. kritisk modspil / kreativ vildskab / etisk balance] i jeres diskussion.
  3. Intern debat: Hvis der er modstridende perspektiver, diskuterer de det i et par korte replikker. De må ikke være enige for høflighedens skyld.
  4. Anbefaling: Boardet afslutter med 1-2 konkrete anbefalinger til handling.

Start med at spørge mig, hvilken problemstilling jeg vil have jer til at drøfte."

3. Integration: Giv boardet adgang til din "forretnings-hjerne"

Et Shadow Board bliver først for alvor skarpt, når de kender dine tal og mål. Udfordr dem med din egen kontekst:

Briefing af boardet: Upload filer (PDF/Excel) eller indsæt tekst med dine Brand Guidelines, Strategier eller Regnskabstal.

  • "Board, her er vores budget og brand-guide. [Navn], din vækstplan skal kunne finansieres heraf. [Navn], din kreative idé skal flugte 100% med vores visuelle identitet."

4. Match din debat-dynamik med dit mål

Du skal ikke kun vælge, hvem der sidder ved bordet, men også hvordan de skal agere. Du kan med fordel tune opsætningen til dine behov:

  • "The Stress Test" (f.eks. til strategi, prissætning eller vækst): Bed boardet om at være nådesløse konkurrenter.
    • Spørg dem: "Find de 3 største logiske huller i min vækstplan. Hvorfor fejler den her idé i virkeligheden?"
  • "The Synthesis" (f.eks. til ledelse, organisation eller kultur): Her skal boardet bygge bro mellem modstridende hensyn.
    • Spørg dem: "Find en løsning, som både en filosof (etik) og en driftsdirektør (bundlinje) kan støtte."
  • "The Wildcard" (f.eks. til Marketing, Kampagner eller Branding): Bed boardet om at smide alle budgetmæssige eller tekniske begrænsninger.
    • Spørg dem: "Hvad ville være det mest provokerende og opsigtsvækkende, vi kunne gøre i markedet lige nu?"

En vigtig note om kildekritik og bias

  • Husk materialet: Et Shadow Board er kun så stærkt som kildematerialet. Vælg personer, der har udgivet meget (bøger, artikler, podcasts).
  • Ophavsret: Vær opmærksom på, at mange dokumenter, artikler og bøger kan være beskyttet af ophavsretten. Det er op til dig at sørge for, at du ikke bruger materiale, du ikke har ret til at bruge. Dog er boardet dit, og hvis en AI kan finde frem til teksten, så er det kun op til din samvittighed, om du vil vælge at gøre brug af den.
  • Bias: AI har en tendens til at gøre folk "enige". Tving dem aktivt til at indtage kritiske modpositioner.

Simulering, ikke facit: Brug boardet som et værktøj til at fjerne dine egne blinde vinkler – det er beslutningsstøtte, ikke en facitliste.

Kunne du lide denne guide?